Søren Rønholt


Søren Rønholt (f. 1969) er dansk billedkunstner og har fotografi som sit primære medie.

Tematisk er Rønholts arbejde præget af en fascination med det immanente drama. Et træk og et varemærke man bemærker i både hans portrætter og hans fotografiske tableauer af landskaber og øde byområder.

Som portrætfotograf er Rønholt anerkendt for sin evne til at fremvise en tilstedeværelse i hvert enkelt billede, der indkapsler individets særegenhed og skaber et næsten skulpturelt udtryk af den portrætterede. Søren Rønholt er derfor en foretrukken fotograf for skuespillere, forfattere, kunstnere og musikere i hele Skandinavien.

Parallelt med hans personportrætter, der ofte vises i magasiner, på albumcovers, i marketingkampagner eller individuelle porteføljer, udtrykker Søren Rønholt sig som billedmager i bøger og på udstillinger. Han er måske mest kendt for publikationen The Nordic Book fra 2014 udgivet af det tyske forlag seltmann + Söhne. Et andet kærkomment motiv i hans kunstneriske fotografi er landskabet hvor rå og øde, ofte majestætisk natur eller bymiljøer i Skandinavien gengives. Fra Færøernes grå klipper, Islands måneagtige topografi til den skulpturelle ødemark i Ørestad, søger hvert foto at fange motivets stilhed, samtidig med at et umiskendeligt drama lurer under overfladen. 


“Vi tror på eksperimentets kraft og på learning by doing. Det betyder, at alle deltagere opfordres til at arbejde undersøgende, nysgerrigt og spørgende. Vi fejrer fejl og uventede resultater, frem for at skabe sikre og perfekte billeder. Det er det, vi alle lærer mest af.”

— SØREN RØNHOLT